Spise med tandprotese

Hvordan føles det at spise med tandprotese? Hvor lang er tilvænningstiden? Hvad bør man undgå? Hvad skal man ellers være opmærksom på?

Spørgsmålene er mange, og vi forsøger at nå hele vejen rundt, så du kan tygge, spise og nyde mad uden smerter og ubehag. Få en masse viden og gode tips her.

Tag en uforpligtende snak med din Tandprotetiker klinik her:

Måltider de første dage efter behandlingen

Dagene efter en protesebehandling kan byde på både ømhed og diverse udfordringer. En af udfordringerne kan opstå under måltiderne, idet den nye protese helt naturligt har indflydelse på tyggefornemmelsen. Din opgave bliver at lære at kontrollere dit nye bid og tandstilling. I den forbindelse skal du tage dig nogle forholdsregler.

De første par dage efter endt behandling bør du så vidt muligt holde dig til fødevarer, der ikke skal tygges for meget. Måltiderne kunne bestå af følgende:

  • Skyr
  • Fars
  • Grød
  • Fisk
  • Suppe
  • Kartoffelmos

Og andre fødevarer og retter, der ikke kræver ret meget tygning.

I takt med, at du vænner dig til din nye protese og dertilhørende nye bid og tandstilling, så kan du skifte den bløde kost ud med fødevarer, der kræver mere tygning. Du bør selv mærke efter og vurdere, hvor længe du vil holde fast i den bløde kost.

Bid med fordel med dine kind- og hjørnetænder

For at undgå, at protesen falder ned og for at skåne den forreste del af gummen, så bør du undlade at bide med dine fortænder. I stedet bør du tygge med henholdsvis dine kindtænder og dine hjørnetænder. Det er i hvert fald hensigtsmæssigt, hvis du har fået en helprotese.

Ligesom det gør sig gældende i andre situationer, så handler det med at bruge de små kindtænder og hjørnetænderne i forbindelse med spisning også om tilvænning. Efter et par dage vil det sandsynligvis falde dig helt naturligt ind at bruge dine små kindtænder og hjørnetænder, når du skal spise.

Forbered dig på en anderledes tyggeoplevelse

Den nye protese kan – og vil – påvirke tyggeoplevelsen, og dét bør du forberede dig på. Tyggeoplevelsen vil blive anderledes end med dine egne naturlige tænder, men fortvivl ej; du kan sagtens få en masse fantastiske kulinariske oplevelser med en protese.

Hvad angår det at tygge med tandprotese, så bør du forvente, at du ikke kan tygge med samme effektivitet og kraft som tidligere. Dette kan føles mærkeligt og forkert i starten, men det er naturligt og vil blot kræve tilvænning.

Med henblik på at skabe balance i protesen er det desuden vigtigt, at man tygger maden i begge sider. Tygger du kun i én side, så kan det skabe ubalance, hvilket kan føre flere problemer med sig.

Spisehensyn med delprotese kontra helprotese

Hvordan det føles at spise med en tandprotese afhænger først og fremmest af protesetypen. Hvordan du oplever det hele afhænger nemlig i høj grad af, om du har fået en helprotese eller en delprotese.

I langt de fleste tilfælde er det lettere at vænne sig til en delprotese end en helprotese, idet man med en delprotese kun har fået erstattet enkelte tænder og derfor stadig har mange naturlige tænder tilbage i munden. Det er normalt at opleve en smule ømhed i gummerne i starten, når man har fået en delprotese, men ellers er tilvænningen forholdsvis overkommelig. Man må dog forvente, at der fra tid til anden vil sætte sig madrester fast i bøjlerne.

Det kræver mere tilvænning i forhold til at tygge og spise, hvis man har fået en helprotese. Når alle ens naturlige tænder bliver erstattet, så vil man opleve, at det bliver markant anderledes at tale, tygge, spise m.v. Men selvom det er sværere, så kan du på sigt se frem til en velfungerende hverdag uden smerter under hverken spisning eller på andre tidspunkter.

Som udgangspunkt vil helproteser ikke løsne sig under spisning, men skulle det ske, så kan vi hjælpe dig med at sætte den fast.

Træning, tålmodighed og tilvænning er nøgleordene

Træning, tålmodighed og tilvænning er vigtige nøgleord, når det kommer til at vænne sig til at spise med tandprotese.

Det er forskelligt fra patient til patient, hvor længe der går, inden man føler sig tryg og komfortabel med sin nye protese. Typisk vil man allerede inden for de første dage få en bedre føling med det hele. Det kan dog sagtens tage mere end bare et par dage at vænne sig til det, hvorfor tålmodighed er en afgørende faktor. Så selvom det måske ikke føles rart at tygge med tandprotesen i starten, så stol trygt på, at det nok skal blive bedre.

Tip: Rengør din tandprotese efter hvert måltid

Ligesom det anbefales at børste de naturlige tænder to gange om dagen, så er det også hensigtsmæssigt at rense en protese flere gange dagligt.

Endvidere kan det være en god idé at rense protesen efter hvert måltid. Belægninger og madrester kan irritere mundens slimhinde, hvorfor det kan give god mening at fjerne madrester efter endt måltid. Til dette formål skal du bruge en særlig protesebørste. Alternativt kan du nøjes med at skylle din mund, men det har ikke helt samme effekt som børstningen.

Vil du høre mere om at spise med tandproteser?

Tag en uforpligtende snak med din Tandprotetiker klinik her: